Slankekur og sund mad
                                                                                                           

 

 

Få løbetræning til at være en del af din hverdag.  

 

Løbetræning er en meget nem og effektiv måde at få motion på og udover at forbedre din kondition og fremme dit vægttab, kan du gennem løb samtidigt få herlige natur - og sociale oplevelser.

 

De positive ting ved selve din løbetræning er bl.a., at det er meget fleksibelt og frit, da alt hvad det kræver er et par løbesko og lysten til at benytte sig af dem. Dvs. at du er selv fuldstændig herre over, hvornår og hvor meget du løbetræner. Og her er det negative: Du er selv fuldstændig herre over, hvornår og hvor meget du løbetræner! J Med dette mener jeg, at det kræver noget motivation, hvis du er alene om din træning, da det nogle gange kan være fristende blot at lade være. Derfor kan det være en god idé, at løbe sammen med en ven, kæreste eller lign., i hvert fald indtil du er kommet i gang, da starten ofte er den kritiske periode, som skal overstås, før en løbetræning bliver en fast del af din nye livsstil.

 

Altså er det rigtig godt, hvis du kan finde én, som vil forpligte sig til at løbe sammen med dig, så i er to om at støtte hinanden – især i starten. 

 

Det er også muligt at tilmelde sig et løb, hvilket vil give dig en klart og konkret mål, som du kan se hen imod. Du kan også tilmelde dig en klub, hvor løbetræning er det essentielle i sporten, såsom orienteringsløb. Herved får du masser af naturoplevelser og socialt samvær, ligesom du får skemalagt din løbetræning. Bagsiden ved det er, at du mister den frihed og fleksibilitet, som ligger i det at løbe en tur, når og hvor du har tid og lyst til det.

 

Som så meget andet er dette fuldstændig op til dig selv og dit temperament, hvad du finder mest tillokkende. Men under alle omstændigheder er det vigtigt, at du finder en måde og et niveau, som du har det godt med og har lyst til træne på. Dette er vigtigt, fordi det er essentielt, at du får din løbetræning til at være en fast del af dit liv.

 

Det er med løbetræning som med så meget anden træning: Start stille og roligt ud så du ikke overbelaster din krop og psyke, forstået på den måde, at du ikke giver op, hvis det er for svært i starten. Et løb i for højt tempo eller tidsrum kan give skader, hvis du ikke er vant til det, og dette vil måske kunne afskrække dig fra løbetræning generelt, hvilket vil være meget uheldigt.

 

En del mennesker bryder sig ikke om at starte med løbetræning, fordi de føler sig fjollede, når de ikke kan løbe hurtigere, end de kan. Prøv at tænke på det på denne måde: Så godt som alle startede med at være forpustede og langsomme, da alle, som løber hurtigt, har trænet længe for at blive det. Når jeg ser en person, som tydeligvis lige er startet med løbetræning og løber meget langsomt, tænker jeg: Flot at pågældende har fundet styrken i sig selv til at starte. Håber at de er stolte af sig selv, for det burde de være!  

 

Husk på, at du er på vej mod en ny livsstil, hvor du er sundere, slankere og mere i balance med dig selv både fysisk og psykisk, og du har fortjent disse fremskridt! Løbetræning er en sund og fleksibel måde at fremme dette på.